A.K.S. Gruppen

HISTORIE

Foretrukken prototypespecialist siden 2024

AKS Gruppens historie

Navnet A.K.S. er opkaldt af firmaets grundlægger Anton Kjær og S står for Søn. Det er her, jeg kommer ind i billedet. Anton Kjær blev født i 1916 som 12. barn i en børneflok. Anton startede sin karriere som fattigmands søn. Antons far drev et lille husmandssted på 5 hektar, hvoraf de 2 hektar var flyvesand. Dette beskedne jordstykke var ikke nok til at brødføde familien, så farfar ernærede sig også som uldkræmmer. Han gik fra gård til gård og solgte uldtøj. Min far sagde: ”Vi sultede ikke hjemme, men menuen stod aldrig på kød. Vi levede af fisk og kartofler, og om sommeren fik vi også grøntsager”. Min far gik 3 år i skole og så var det selvfølgelig ikke hver dag man gik i skole. Når der var markarbejde, især høstarbejde, så var det en selvfølgelighed at skolen lukkede. Min far var hyrdedreng som 8-årig, dette syntes han godt om. Som 12-årig tjente han på gårdene og det syntes han bestemt ikke om, for der skulle han bo hos nogle fremmede. Dette var nødvendigt for hans far og mor kunne ikke brødføde deres mange børn.

Bjarne Kjær
Administrerende Direktør

Da min far blev voksen, arbejdede han som karl på gårdene. Derefter fik han arbejde i brunkulsminerne, men fattigdommen var stor i det område, så min far besluttede at rejse til hovedstaden. Problemet var, at det var der også mange andre, der gjorde, så der var stor arbejdsløshed og fattigdom i København. Og det blev ikke nemmere, da krigen kom til Danmark. Min far anskaffede sig en trækvogn og gik gennem Københavns gader og solgte pensler, børster, snørebånd m.v. I 1943 giftede han sig med sin Rosa. Min mor kom fra en lige så fattig slægt som min far. 

Anton med sin utrættelige støtte Rosa

Min mor havde hele sit liv boet i en cirkusbeboelsesvogn. Min mor og far fandt så en lille lejlighed i det dårligste kvarter i København. Dette var første gang, min mor boede et sted, hvor der ikke var hjul under gulvbrædderne. Under krigen var det svært at få råvarer til børsterne, men min far var jo gammel landmand, så han tog ud på landet og klippede haler af hestene mod en beskeden betaling til hesteejerne. På denne måde kunne han fortsætte med at fremstille pensler igennem krigen. I begyndelsen af 1950’erne fremstillede min far, som en af de første, traktorkoste. Det system bruges den dag i dag, bl.a. til snerydning.

I midten af 1960’erne købte min far en maskinfabrik, som var et dødsbo. Denne fabrik er Danmarks ældste som leverandør til radiofabrikker. I 1970 blev jeg ansat som smed. Nu havde min far 3 ansatte i maskinfabrikken. I takt med at radio- og fjernsynsfabrikkerne lukkede, fandt vi nye kunder indenfor elektronik-, medico-, og procesindustrien. A.K.S. Gruppen har altid været underleverandør. Vi fremstiller chassiser, kabinetter, forplader, tanke, pulte samt dreje- og fræseopgaver. Selv om vores grundlægger er død, så lever hans visioner om at kunden er i centrum stadig i A.K.S. Gruppen og kunden skal føle sig velkommen og opleve en god service. Dette gælder også hans vision om, at A.K.S. Gruppen stadig skal være i vækst. Dette sker ved dygtige, veluddannede og engagerede medarbejdere og ved hele tiden at investere i den nyeste teknologi for at få den bedste kvalitetsvare til billigste pris og på de korteste leveringstider. For til stadighed at opnå de bedste konkurrencedygtige priser har A.K.S. bl.a. opført en fabrik i Polen. Vi har etableret os i Swinoujscie by, som er en af Polens største havnebyer. Det er den polske by som ligger tættest på Danmark. Swinoujscie har flere daglige færgeforbindelser, så vi også derfra kan levere varer ”just in time”.